Radio Sfæren er en digital radiostation skabt til parken Søndervold i Kanalbyen i Fredericia af forfatter og billedkunstner Amalie Smith.
Lydfladen består af tale, 3D-lyde, musik og naturlyde i fire lag. Hvert lag styres af en vejrfaktor, som også påvirker parken og dens brugere: sol, luftfugtighed, vindstyrke og temperatur. Tilsammen udgør lagene et meditativt lydlandskab, der forandrer sig over tid og lægger sig som en levende lydsfære oven på parkens biosfære.
Radio Sfæren spiller døgnet rundt. Mellem solopgang og solnedgang høres korte taleindslag, der kredser om parkens særlige miljø og historie. Kanalbyen er anlagt på en havnær grund, der i næsten hundrede år husede gødningsfabrikken Superfos, senere kaldet Kemira. Fabrikken gav arbejde til mange fredericianere, men efterlod også området stærkt forurenet. Parken er anlagt på ny og næringsfattig jord, og den er tegnet af de danske landskabsarkitekter SLA, som har særligt fokus på biologisk mangfoldighed og naturens egne løsninger.
Radio Sfæren handler om byudvikling og biodiversitet, klimaforandringer og kulstofkredsløb, forholdet mellem det planlagte og det vildtvoksende, det næringselskende og det nøjsomme. Hvad skal der til for at få noget til at gro? Hvordan påvirker et steds historie dets nutid og fremtid? Hvordan ser parken ud om 200 år? Kan den vilde natur få mere plads på planeten end den har i dag? Hvordan vil man gøde i fremtidens landbrug? Og vil det en dag være muligt at anlægge en tilsvarende park på Mars?
Radio Sfæren
© Amalie Smith 2022
En stor tak til alle medvirkende.
Radio Sfæren er finansieret af Fredericia Kommune og Kanalbyen i Fredericia P/S i samarbejde med Statens Kunstfond.
Værket ejes og vedligeholdes af Kanalbyen i Fredericia P/S.
Siden må deles og aflyttes, men ikke kopieres uden aftale med kunstner og ejer.